preloder

Vedtægter for foreningen Karatecenter Horsens

(download)
Som vedtaget den 19/03 2015

Fællestræninger med andre karateklubber.

§ 1
Navn og hjemsted
Stk. 1: Foreningens navn er Karatecenter Horsens.
Stk. 2: Foreningen har hjemsted i Horsens Kommune.
§ 2
Formål
Stk. 1: Foreningens formål er, med afsæt i træning af shotokan karate og lignende aktiviteter, at øge medlemmernes bevidsthed om egne ressourcer samt evne til at forsvare deres personlige grænser.
§ 3
Forbund
Stk. 1: Foreningen kan med generalforsamlingens tilslutning tilmelde sig relevante idrætsforbund/foreninger – p.t.: SKIF (Shotokan Karate International Federation).
§ 4
Medlemsforhold
Stk. 1: Som medlem kan optages alle der skønnes at kunne indordne sig under den ånd, der hersker i en karateklub.
Bestyrelsen kan, i tilfælde hvor det skønnes nødvendigt, forlange at få forevist ren straffeattest, før optagelse kan finde sted.
Stk. 2: Der indhentes løbende børneattest på alle klubbens instruktører.
Stk. 3: Ind- og udmeldelse sker skriftligt ved henvendelse til instruktør eller klubbens kasserer.
Ved indmeldelse betales forholdsmæssigt kontingent for den resterende del af sæsonen.
Ved udmeldelse refunderes et evt. overskydende kontingent ikke.
Stk. 4: Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens love og vedtægter.
Stk. 5: Medlemmerne er berettiget til at møde på generalforsamlingen og stemme om forslag, der rejses på generalforsamlingen.
Stk. 6: Medlemskontingent fastsættes for et år ad gangen af generalforsamlingen.
Stk. 7: Medlemskontingentet skal være indbetalt senest 14 dage efter opkrævning.
Stk. 8: Aktive instruktører og bestyrelsesmedlemmer er kontingentfrie. Bestyrelsen kan desuden tildele frikontingent til udvalgsmedlemmer. Forlader man sin post midt i en kontingentperiode, opkræves kontingent for næstkommende periode.
Stk. 9: Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, som ikke opfylder betingelserne for medlemskabet, eller som handler til skade for foreningen. Beslutning om ekskludering af et medlem af foreningen skal godkendes på den efterfølgende generalforsamling.
Stk. 10: Uanset ovenstående vil et medlem automatisk blive ekskluderet fra foreningen, hvis medlemmet ikke betaler kontingentet rettidigt.
§ 5
Generalforsamlingen
Stk. 1: Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i 1. kvartal.
Stk. 3: Mødeberettiget på generalforsamlingen er alle medlemmer, der ikke har kontingentrestance.
Stk. 4: Stemmeret på generalforsamlingen har foreningens medlemmer som er fyldt 15 år, hvis medlemskab har haft en varighed af min. 3 mdr., og som ikke har kontingentrestance. For medlemmer under 15 år, har en forælder stemmeret på vegne af barnet.
Medlemmernes stemmer vægtes lige.
Stk. 5: Beslutninger på generalforsamlingen træffes med almindeligt flertal. Ingen kan som fuldmægtig repræsentere mere end 1 medlem.
Stk. 6: Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske med mindst 6 ugers varsel. Med indkaldelsen skal følge en dagsorden for generalforsamlingen jf. stk. 8. Indkaldelsen offentliggøres via klubbens hjemmeside eller ved opslag i klubbens lokaler.
Stk. 7: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal ved navns underskrift være formanden i hænde senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse. Disse forslag udsendes til medlemmerne i separat mail senest 2 uger før generalforsamlingen.
Stk. 8: Dagsorden for ordinær generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmetællere
3. Bestyrelsens/formandens beretning samt godkendelse af forretningsorden.
4. Chefinstruktørens beretning.
5. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab.
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Indkomne forslag
8. Valg i henhold til § 7, stk. 4, 5 og 6
9. Valg af revisor(er) og revisorsuppleant
10. Evt. valg/nedsættelse af udvalg
11. Evt.
Stk. 9: Generalforsamlingen vælger dirigent til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens beslutninger indføres til protokol.
§ 6
Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1: Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, eller hvis mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer ønsker det. Indkaldelse skal ske med mindst 2 ugers varsel og skal indeholde en dagsorden for generalforsamlingen.
§ 7
Foreningens daglige ledelse
Stk. 1: Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, i samarbejde med chefinstruktøren.
Stk. 2: Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3: Chefinstruktøren skal sikre den tekniske og sportslige udvikling i klubben. Klubbens instruktørgruppe medinddrages gennem møder og samtaler, således at instruktørernes ideer og erfaringer indbefattes i den karatemæssige ledelse af klubben.
Chefinstruktørens ansvarsområder omfatter:
• At repræsentere klubben ift. SKIF og andre relevante forbund og samarbejdspartnere.
• Gradueringsplanlægning kyu-/dangraduering, herunder dantræning.
• Udarbejdelse og opdatering af kyupensum i henhold til SKIFs retningslinier.
• Afholdelse af instruktørmøder, herunder holdplanlægning.
• Ledelse af yudansha-kai og instruktørstab.
• Chefinstruktøren forpligter sig desuden til at være synlig i klubben, og at holde sig karatefagligt opdateret.
Stk. 4: Chefinstruktøren indstilles af en forsamling af klubbens højst graduerede (yudansha-kai) og vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. I tilfælde hvor generalforsamlingen ikke kan godkende den af yudansha-kai indstillede chefinstruktør, skal der ved ekstraordinær generalforsamling vælges en ny chefinstruktør.
Stk. 5: Formand, sekretær og 1. bestyrelsesmedlem er på valg i lige år.
Stk. 6: Kasserer og 2. bestyrelsesmedlem er på valg i ulige år.
Stk. 7: Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, som dog skal godkendes af generalforsamlingen for 1 år ad gangen.
Stk. 8: Formanden indkalder til, og leder, bestyrelsesmøderne.
Stk. 9: Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.
Stk. 10: Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formanden eller den fungerende formands stemme afgørende.
Stk. 11: Chefinstruktøren har møde- og taleret på bestyrelsesmøderne, og skal således indkaldes til møder på lige fod med bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 12: Der føres beslutningsreferat over bestyrelsesmøderne, som underskrives af alle deltagende
§ 8
Tegningsregler
Stk. 1: Bestyrelsen er tegningsberettiget og forpligter organisationen i alle forhold udadtil.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
Organisationens daglige ledelse varetages af formand og kasserer, der er bemyndiget til i fællesskab at disponere over organisationens formue, herunder til også at kunne disponere over foreningens midler via elektroniske bankprodukter.
Formand og kasserer kan under denne bemyndigelse, såfremt det skønnes hensigtsmæssigt, videredelegere til udvalgte bestyrelsesmedlemmer, dog således at der altid tegnes 2 i forening.
§ 9
Hæftelse
Stk. 1: Foreningen hæfter for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.
§ 10
Regnskab og revision
Stk. 1: Foreningens regnskabs- og kontingentår følger kalenderåret.
Stk. 2: Foreningens formue skal anbringes i anerkendt pengeinstitut.
Stk. 3: Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af en revisor, som skal være valgt blandt medlemmer uden for bestyrelsen.
Stk. 4: Kassereren inkasserer kontingent og betaler de af bestyrelsen godkendte regninger. Han fører regnskab over samtlige indtægter og udgifter i en sådan form, at foreningens øjeblikkelige økonomi altid kan aflæses. Kassereren udarbejder foreningens årsregnskab.
§ 11
Vedtægtsændringer
Stk. 1: Ændring af nærværende vedtægt kræver vedtagelse på generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.
§ 12
Opløsning
Stk. 1: Foreningen kan kun opløses på en generalforsamling, som er indkaldt med dette for øje.
Stk. 2: Opløsning af foreningen kræver vedtagelse med 2/3 majoritet af samtlige foreningens medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny
generalforsamling, på hvilken opløsning kan vedtages med 2/3 majoritet af de fremmødte medlemmer.
Stk. 3: Eventuelt overskud/formue går ved opløsningen af foreningen, til formål der ligger i naturlig forlængelse af foreningens formål.

Koordinering i forhold til deltagelse i SKIF cup/SKIF sommerlejr (børn & voksne).

Undervisning fra gæsteinstruktører i andre typer kampsport.

Hjemmeside bruger cookies.